Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Få gratis rådgivning, hvis din virksomhed er udfordret

Har coronakrisen sat din virksomhed under pres? Gennem initiativet genstartNU.dk tilbyder Industriens Fond nu gratis rådgivning til virksomheder i Danmark.

Hvad er GenstartNU?
Mange danske virksomheder er truet på deres eksistens, og flere ser i disse dage kundegrundlaget falde bort eller forsvinde helt som en konsekvens af coronakrisen. Derfor har Industriens Fond afsat 150 mio kr. til initiativet GenstartNU – en målrettet indsats, der skal sikre danske SMV’ers konkurrenceevne under og efter coronakrisen.

Hvordan kan genstartNU.dk hjælpe mig?
Fra torsdag den 7. maj 2020 kl. 9 stiller Industriens Fond et team af kompetente rådgivere til rådighed. De sidder klar til at hjælpe danske virksomheder. Rådgivningen kan være af akut karakter, men kan også handle om en langsigtet strategisk gentænkning af forretningen. Rådgiverne er klar med virksomhedsnær hjælp om alt fra likviditet og omkostninger til ledelse, digitalisering og salg.

Hvem kan få rådgivning?
Rådgivningen er tiltænkt det danske erhvervsliv . Den sigter først og fremmest efter virksomheder med vækstambitioner, som har mellem 10 og 500 ansatte . En stor del af rådgivningen kredser om emner som produktion og teknologiimplementering, men generelt er den nye rådgivnings hotline klar til at hjælpe inden for en bred vifte af områder.

Hvad kan jeg få rådgivning om?
Konsulenter kan rådgive dig og din virksomhed inden for seks overordnede temaer:

  1. Likviditet og omkostninger
  2. Supply chain / forsyningskæde
  3. Produktion og administrative funktioner
  4. Kunder, salg og produkter/ydelser
  5. Ledelse og digitalt samarbejde
  6. Infrastruktur og it-sikkerhed


Hvor meget rådgivning kan jeg få?
I første omgang tilbydes én dags virtuel konsulenthjælp. Rådgivningen kan fordeles over flere samtaler og baserer sig på din virksomheds konkrete udfordringer og ambitioner.  Afhængigt af behovsafklaringen vil det herefter være muligt at modtage for op til 100.000 kr. i form af 50 timers professionel konsulenthjælp.

Hvordan kommer vi i gang?
Hvis din virksomhed har brug for hjælp, kan du kontakte rådgivningshotlinen på tlf. 33 77 34 17 fra torsdag den 7. maj 2020 kl. 9. Her sidder en konsulent klar til at hjælpe, og sammen finder I ud af, om din virksomhed har brug for input og gode råd inden for ét eller flere af de temaer, som rådgivningsindsatsen dækker. Herefter viderestilles du til en rådgiver, der har erfaring og Kompetencer inden for netop de emner, som passer til din virksomheds behov og udfordringer.

Download one-pager om genstartNU.dk

Læs mere om genstartNU.dk