Vores telefonbog er nu tilgængelig i webapp form. Ønsker du at prøve den?

Nej tak Ja tak

x
Guides

Byg klimakrisen væk med træ

Vi kan bygge bedre og stærkere med træ end nogensinde før. Bruger vi træ i stedet for traditionelle byggematerialer, ­sparer vi to tons CO2 per kubikmeter byggemateriale, vi erstatter med træ.

Plant 1,2 billioner træer, så løser vi klimakrisen. Det var den opsigtsvækkende besked fra et hold internationale forskere i videnskabsbladet The Science i foråret. Artiklen understregede i al sin enkelhed en børnelærdom, som mange måske har glemt: Nemlig at træ optager og lagrer CO2.

Vil vi afhjælpe klimakrisen, skal vi plante flere træer. Men vi skal også fælde mere træ. Det lyder måske som en selvmodsigelse. Men begynder vi at bruge træ i stor stil i vores bygninger, kan vi få et mere klimavenligt byggeri. Træet skal selvfølgelig fældes i certificerede skovbrug, hvor der bliver plantet nye træer til erstatning for dem, vi fælder. Så træressourcerne hele tiden bliver fornyet.

Træ optager CO2 og lagrer det. Når vi fælder træet, bliver CO2’en i træet. Først når vi brænder træet, lukkes det ud i atmosfæren igen. I modsætning hertil bliver materialer som mursten, beton og plastik produceret af ikke-fornybar ressourcer, som kræver store mængder energi i fremstillingsprocessen. Ja, faktisk er forskellen mellem træ og de andre materialer så stor, at udskifter du 1 m3 traditionelt byggemateriale med 1 m3 træ, så sparer du 2 tons CO2.


Højhuse i træ

Træ er et klassisk byggemateriale, som har undergået en revolution de sidste 20 år. Teknologiske landvindinger indenfor træindustrien har resulteret i et produkt kaldet CLT træ. CLT er træelementer bygget af 3-7 vinkelrette lag, der er limet sammen. Det giver et massivt træelement, der har så stor stivhed og styrke, at det kan bruges i konstruktioner, hvor man traditionelt set ville bruge stål eller beton.

Det er også baggrunden for, at høje huse med trækonstruktioner har fundet vej til storbyer som London, Minneapolis og Bergen. Ja i Tokyo taler de ligefrem om at bygge 70 etager med træ. Træelementer er det ideelle urbane byggemateriale, fordi de fylder lidt og vejer mindre end andre klassiske byggematerialer, så transporten bliver mindre belastende. Gevinsten er mindre benzin, mindre luftforurening og mindre tung trafik i byen.

Træet er også nemmere at håndtere på byggepladsen. Fra fabrikkens side kan træet leveres så færdigbearbejdet, at elementerne kommer med isolering, klimaskærm, indvendige overflader samt vinduer og døre. Elementerne skal bare monteres. Det giver mindre arbejdstid på byggepladsen, mindre spild og bedre udnyttelse af ressourcerne.


Danmark har taget de første skridt

Argumenterne for træbyggeri er mange. Alligevel har vi i Danmark tøvet med at tage trenden til os. Heldigvis er fremsynede bygherrer som Pension Danmark ved at sætte træ på det danske landkort. I det nye Vejlandskvarter på Amager bliver alle 2000 boliger således bygget med træ. Det nye byggeri vil forhåbentlig nedbryde nogle af de mange fordomme, der er om træbyggeri. For nogle frygter, at træbyggeri betyder et farvel til det klassiske teglbyggeri, mens andre ser en risiko for flere brandskader.

Lad mig slå det fast med det samme. Vi behøver ikke bo i norske fjeldhytter for at bo i træhuse. Vi kan bygge med træ i konstruktionerne og beklæde facaden med mursten, hvis vi har lyst til det. Har vi først fået træ ind i konstruktionen, har vi allerede taget et stort skridt imod en betydelig CO2 besparelse. Så lad os starte der. Lad os få mere træ ind i konstruktionerne.

Når det kommer til brand, så er store dele af det historiske København bygget med træ i konstruktionen. Hvornår har vi sidst diskuteret brandfare i Brokvartererne eller på Amalienborg? Nej vel! I bygningsreglementet er der allerede meget skarpe krav til, hvordan du bygger for at undgå brand.

Så lad os sammen bygge klimakrisen væk. Lad os få mere træ ind i byggeriet. Teknologien er der allerede. Lad os nu komme i gang.